Stegte fiskefileter
De klassiske fiskefileter kan gøres mere spændende og sprøde, hvis de vendes i rugmel i stedet for rasp eller hvedemel.
Tid: 20 min.
Ingredienser
6-8 rødspættefileter
2 dl rugmel
1 tsk salt
½ tsk peber
1 æg
1 spsk olie
Sådan gør du
1. Bland rugmel med salt og peber i en dyb tallerken.
2. Slå ægget ud i en dyb tallerken, og pisk æggehvide og blomme sammen til en orange masse.
3. Vend én fiskefilet ad gangen først i æggemassen og derefter i rugmelet på begge sider. Læg dem derefter på en tallerken.
4. Varm olien op på en pande, og steg fiskefileterne ca. 5 min. på hver side.
5. Server med nye kartofler og persillesovs
Persillesovs
Smagfuld sovs til sommerens nye kartofler.
Tid: 10 min.
Ingredienser
25 g smør
ca. 2 spsk hvedemel
2-4 dl vand fra de kogte kartofler
evt lidt mælk
lidt væske fra syltede agurker eller andet syrligt
1 håndfuld persille
salt
peber
1. Smelt smørret i en lille gryde og drys mel i gryden – lidt ad gangen. Pisk grundigt.
2. Hæld lidt vand fra de kogte kartofler i gryden, når smør og mel er blevet til en lille bolle. Skru ned til middel varme.
3. Rør rundt og fortsæt med at tilsætte lidt vand indtil sovsen har den ønskede tykkelse.
4. Skyld og hak persille og tilsæt lidt væske fra et glas syltede agurker.
5. Tilsæt persille og smag sovsen til med salt og peber.
