Idag mødtes jeg med en klassekammerat fra skolen, hvor vi diskuterede, hvad vi hver især har oplevet i løbet af vores praktik. Jeg er begyndt at tænke på en titel til bogen og var så heldig, at hun ville være med til at brainstorme på nogle ord til en titel. Jeg har nogle titler i hovedet nu, men de er dødkedelige.. Det er sådan nogle som “Sund familiemad – på den nemme måde” og “Det skal være nemt at leve sundt”… Snork… Jeg vil gerne bruge nogle lidt sjovere ord som hopla, kræs, spilop og gavtyv, men det er lige med at sætte dem rigtigt sammen, så det både tiltaler voksne og børn. Vi skrev et ord ned på hver post-it, og endte med rigtig mange post-its, så nu kan jeg flytte rundt på ordene og måske komme frem til noget sjovt.
Her er det (måske) endelige moodboard.
Det er jo ikke mere fastlagt, end at det kan være, at jeg ændrer lidt på farverne. Det skal jo mere fungere som retningslinier, end som håndjern.
Jeg vil gerne i kogebogen illustrere, at det er godt at spise efter sæsonen, både fordi det er bedre for miljøet, men også fordi kvaliteten er bedst i de grøntsager, der er sæsonaktuelle. Denne sæsonopdeling kan man nu også se i moodboardet. Problemet, med de to moodboards jeg havde før, var, at jeg havde lige mange familier, der syntes bedst om hvert sit moodboard. Så jeg havde svært ved, at vide hvilket jeg skulle satse på. Nu synes jeg, at jeg imødekommer begge hold, ved at have elementer fra begge moodboards med i ét.
