Dagen i dag er gået med at forsøge at samle alle de løse ender op, der blev skabt i sidste uges travlhed.
Det kan efterhånden være svært at holde styr på, hvor langt jeg er kommet, og hvad der er det næste, jeg skal kaste mig over. Der bliver hele tiden sat nye ting i gang, og gamle opgaver hænger. Det gør, at man ikke helt ved om de gamle opgaver er gjort færdige, og hvornår de nye skal starte og slutte. Derfor har jeg været ved at gøre status over de sidste 4 uger jeg har på projektet, for at få mest muligt ud af tiden og kunne overskue de forskellige elementer i processen. Mine moodboards står og samler støv inde på computeren, og jeg har brug for feedback for at kunne komme videre. Derfor har jeg lavet en aftale med min lærer fra faget foodstyling, for få hendes mening om det jeg har lavet, så jeg kan komme videre og få afsluttet den opgave. Hende skal jeg mødes med mandag i næste uge. Jeg har også fået arrangeret et møde med en fyr, der kan hjælpe mig med det grafiske layout i bogen. Det vil sige, den måde opskrifterne er stillet op på, skriftstørrelse og -type, farverne, billedernes placering, helhedsindtrykket i bogen, osv. Jeg vil gerne have lavet en skabelon for opstillingen af opskrifterne, så jeg kan begynde at skrive mine opskrifter ind. Jeg vil derved sideløbende med min skole, nemt kunne arbejde videre med opskrifterne, når jeg starter igen. Min plan er, at forberede op til flere opgaver, som jeg kan lave, selvom jeg går i skole, så projektet kan fortsætte.